Must sees i Sankt Petersborg

Årets påskeferie gik til Sankt Petersborg, og det kan anbefales på trods af besværet med at få visum som beskrevet i et tidligere indlæg. Som man kan se på billederne var det koldt. I slutningen af marts måned og omkring frysepunktet med masser af sne. Men vejret var klart og midt på dagen varmede solen.

Sankt Petersborg var mit første møde med Rusland – gråt og betontungt i forstæderne, men forbavsende europæisk, klassicistisk i centrum. Nevskij prospekt hedder færdselsåren der går tværs gennem byen, og som i centrum er omkranset af brede fortove med forretninger og liv.

På trods af arkitekturen så er der ingen tvivl om, at man er kommet til Rusland. De mange kirker med løgkupler, de mange osende biler og den sorte sne, den kraftige makeup og de korte kjoler på kvinderne på trods af det kolde vejr. Det var anderledes – og derfor så spændende.

Så hvad kan jeg anbefale?

Vinterpaladset som er et del af det udstillingskompleks, der hedder Eremitagen. Selve vinterpaladset rummer zar-familiernes private gemakker, hvor bl.a. Dronning Dagmar har boet

Eremitagen. En fantastisk udstilling der rummer en kæmpe samling af alt fra oldtiden, ægyptiske sarkofager til klassisk kunst fra det 20 århundrede som f.eks. en skøn samling Gaugin og Matisse

Kirker med løgkupler. Fordi det er så anderledes og på den ene side overdådigt og rigt samtidig med at det er mørkt og tillukket. Opstandelseskirken som der er et billede af herunder er den mest kendte.

Se ballet. Langs Nevskij Prospekt ligger der forskellige billetsalg som sælger billetter til byens mange teatre, operaer mm. Der er den meget kendte opera, Mariinsky teatret, men der er også mange mindre og billigere løsninger. Det er væsentligt billigere end i Danmark, så har man aldrig været i balletten er det et godt sted at vælge

Gå i byen, spis god mad og gå på cafe. Russisk mad kan være lidt tung og fed – meget fedt kød, kål og brød. Men det er billigt, og der er mange gode boder langs gaden, hvor man kan snuppe den lokale version af en pølse med brød. Vi fandt en skøn lille jazz klub langs Moyka flodens venstre bred, når man gik ned mod Eremitagen. Her kom vi et par aftener til billige drinks og god musik.

Opstandelseskirken Udsigt over Sankt Petersborgs tage Gadebilledet i Sankt Petersborg Endnu en kirke med løgkupler En lidt beskidt bil Vinterpaladset

Sankt Petersborg – hvordan?

I påsken var vi på en dejlig tur til Sankt Petersborg i Rusland. Det var mit første besøg i Rusland, men jeg håber bestemt ikke at det bliver det sidste. Her kommer en guide til forberedelserne, for det kan være ganske besværligt at komme til Rusland – ikke mindst fordi det kræver visum.

Booking af rejse – husk at være ude i god tid!
Der er grundlæggende to muligheder for at komme til Sankt Petersborg. Enten kan man booke hele sin rejse selv dvs. fly og hotel, hvor man også selv skal stå for besværet med at skaffe sig et visum. Eller man kan lade et rejsebureau tage sig af det hele. Vi valgte den første løsning og købte fly og hotel separat. Det blev billigere men kostede tilgengæld en god del tid i forhold til at søge visum.

Derfor er det også vigtigt at være ude i god tid. Hvis du først har booket din rejse og hotel, men ikke kan nå at skaffe visum, så er det ikke en gyldig grund til at få pengene refunderet. Vi tog afsted i påsken 2013, men havde købt flybilletter og hotel allerede i januar, for at kunne nå visumprocessen. Dvs. det er ikke en weekendtur, man beslutter i sidste øjeblik.

Visum – hvad kræver det?
Som med alle visum krav så kan man finde de formelle oplysninger via udenrigsministeriets hjemmeside, der guider en videre til det pågældende lands ambassade eller konsulat. I tilfældet med Rusland kræver et visum følgende:
– En invitation fra hvert af de overnatningssteder, hvor man skal bo i Rusland
– Kopi af flybilletter
– En udfyldt visum ansøgning
– Et pasbillede der ikke er mere end et halvt år gammelt.

Hvad giver besvær og hvordan løser man det?
Som man kan læse ud af ovenstående, så er man faktisk nødt til at booke og betale rejsen, inden man kan ansøge om visum – det virker helt omvendt, men sådan er det.

Invitationen fra overnatningsstedet skaffede vi via hotellets egen hjemmeside. Da det er procedure for alle eller de fleste turister, har hotellerne via deres hjemmeside mulighed for, at man kan bestille en officiel invitation. Man skal naturligvis betale for den – så her har vi en af grundene til, at man ikke bare lige kan afskaffe det besværlige system. Vi boede på Nevsky Moyka hotel, som absolut er et budget hotel, men med meget rimelige priser, udmærkede rene og rolige værelser og en fin morgenmad. Det kan bestemt anbefales til prisen.

Pasbillede – her skal man være opmærksom på, at de går meget op i, at billedet ikke er for gammelt, selvom det er vellignende. Vi oplevede at blive afvist fordi mit eget pasbillede var mage til billedet i mit pas, som er et år gammelt. Ergo blev jeg nødt til at få taget et nyt billede.

Hvad sker der så?
Når man har samlet alle de nødvendige papirer og udfyldt ansøgningen tropper man op på konsultatet, afleverer det hele inkl. sit pas, og kommer tilbage en uge senere hvor man får udleveret sit pas med et fint visumstempel. Og nå ja, så kostede det i 2013 omkring 500kr. pr. person oveni prisen på omkring 150 kr. pr. person for “invitationen” fra hotellet, så det er jo en pæn udgift man skal tænke ind i det samlede rejsebudget.